October 13th 2017

At miste min mor..

Mor


I Oktober måned d. 26, er det 9 måneder siden, at min mor gik bort. Lige nu står jeg ved min vindueskam, lytter til blæsten og prøver ihærdigt på, at udtrykke alle mine indelukket følelser. Selvom jeg normalt aldrig holder kæft, er det her det eneste, som der giver mig en klump i halsen. Jeg har så mange ting jeg vil sige og alligevel, kan jeg intet sige. Af en eller anden årsag, har jeg fået det hele begravet langt væk i min underbevidsthed. I ved, det der med at jeg rent faktisk mistede min mor.

Gennem hele min opvækst, har det altid bare været mor og jeg. Hun var lidt, en form for alt i en person. Min mor og min far, min bedste ven, mit sikkerhedsnetværk og min rollemodel. Lige siden jeg var lille, har jeg været bevidst omkring døden. Min største frygt har altid været, at miste min mor. Det var noget som der virkelig hjemsøgte mit lille hoved meget på daglig basis, fordi det altid bare havde været hende og jeg og uden hende, ville jeg være alene. Ordet “alene”, er nok i sidste ende min værste fjende. Det store spørgsmål var jo: hvem skulle så forkæle mig med kærlighed, bekymre sig, hjælpe mig, lytte til mig, grine med mig og forstå mig, som kun en forældre kan.

Jeg kan tydeligt huske, hvordan min mor fortalte mig, at hun havde fået kræft. Jeg var lige kommet hjem fra et krydstogt i Caribien. Mor kom til kræftudredelse, kort efter jeg tog afsted, hun ville bare ikke ødelægge min ferie med at fortælle mig det. Da jeg så endelig kom hjem og hun skulle ramme mig med de dårlige nyheder, stod vi i køkkenet. Jeg kunne mærke hvor bange hun var, bare ud fra hendes ansigtsudtryk og jeg kan huske, at jeg bare udelukkede alt. Min mor havde ikke kræft – og hvis hun har, så er det ved gud ikke slemt! Mor er jo urørlig. Men sandheden var bare, at det faktisk var ret så seriøst. Det fandt vi ud af, kort tid efter. Hun havde lungekræft, det var i stadie 4 og det var små-cellet. Så kort sagt, var det en aggressiv ondsindet fucking form for cancer, som altså betød at hun var terminal, uhelbredelig.


MIN MOOOR


Hun endte med at kæmpe, i et år og 9 måneder, indtil hun fik fred. Mange beskriver det altid, som at man “tabte kampen mod kræften”. Men min mor tabte ingen fucking kamp, så er det sagt. Jeg så hende kæmpe dag ind og dag ud og hun stoppede aldrig. Selv da hun lå, i sine sidste timer og svingede ind og ud af bevidsthed, kæmpede hun. Hun kæmpede for livet, til det allersidste og det er det stærkeste, jeg har at holde fast i. Hun gav aldrig op. Jeg var så stolt af hende og jeg gentog det uafbrudt, selv da hun ikke kunne svare mig. Den eneste grund til, at mor til sidst gav slip, var fordi jeg befalede at hun fandt fred, og ikke fordi kræften overvandt.

At fortælle den vigtigste person i mit liv, at nu var det altså på tide hun gav slip og fandt fred og så se hende trække vejret, en sidste gang, er nok noget af det hårdeste, jeg nogensinde kommer til at opleve. For når alt kommer til alt, var det sidste jeg synes hun skulle, at “give slip”. Men inderst inde vidste jeg, at det var det hun havde brug for at høre. Min accept. Når det så er sagt, er jeg er bare så taknemmelig for, at mor og jeg gennemgik det sammen. Lige som at hun var der, da jeg trak vejret for første gang, var jeg der, da hun trak sit sidste og det synes jeg, at der er noget poetisk og fint over.

Og alt dette skete altså, for 9 måneder siden. Det er uvirkeligt, for det føles først og fremmest som en drøm, som om det aldrig skete og alligevel, som om det hele skete i går. Min mor blev kun 53 år. Hun ville havde fyldt 54 år d. 5 November. Vi ville havde spist brunch og fejret hende i stor stil, med en klassisk gyser film, fordi det ville hun havde valgt. Hvis jeg kender hende ret, var det nok blevet den nye saw film, for kvinden elskede fandeme saw! Og D. 1 November, bliver jeg 23 og det kommer til at være min første fødselsdag, uden min mor. Og så kommer julen. Så kommer et års dagen. Hold nu kæft, det er fandeme tarveligt. Det er uretfærdigt og det er for tidligt. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun er med mig gennem hvert et skridt jeg tager, for jeg kan mærke hende, selv lige nu. Som jeg altid siger, så har jeg i det mindste den stærkeste form for skytsengel, man kan have. For hvem kan passe bedre på mig spirituelt, end min mor?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

3 comments

  1. Nina

    Kæreste Lisa,
    Jeg kender dig ikke, men jeg faldt over dit indlæg på facebook.
    Det gør mig vanvittig ondt at læse om din mor. Tårerne render ned af kinderne på mig.
    Det er min største frygt. Tak fordi deler. Jeg ønsker dig al medvind og styrke <3
    Kærlig hilsen Nina

    Reply
  2. Gizem

    Jeg forstår udmærket godt det med at man er bange for at miste sin mor, for det er den eneste person man har tilbage. At man overtænker tingene omkring, hvad sker der så med mit liv efter? Eller hvor man skal klare tingene. Da jeg læste dit indlæg, var jeg ret mundlam over de forskellig ting du havde skrevet og det kan du godt være stolt over. For det er en af de indlæg hvor du åbner dig op og fortæller hvordan det er. Jeg er ret ked af at du har mistet hende. But all love from here!

    Reply
  3. Tina

    Selvfølgelig kæmpede din mor til det sidste, hun forlod verden i en al for tidlig alder.
    Jeg kan sagtens sætte mig ind i dine tanker og følelser.
    Du er ung, for ung til at miste din mor.
    Jeg har mistet næsten hele min familie til kræften og min mor døde af uhelbredelig kræft i 2013, hun har fødselsdag her i oktober, så mine tanker og følelser kredser også for tiden.
    Jeg har lavet et lille mindested herhjemme, hvor jeg kan tænde lys for min mor osv.
    Min egen datter fik leukæmi og har været syg i 5 år, lang sej kamp, hun er ovenpå sådan da på nuværende tidspunkt.
    Kræft er en rigtig dum sygdom.
    Din mor titter ned på dig fra hendes sky og er din skytsengen altid!

    Reply