Søndags Angst

Lige nu ligger jeg i morgenkåbe, med en ansigtsmaske på i min store dejlige seng, mens solen sender kys gennem vinduet. Jeg har svært ved, at finde helt ud af, hvordan jeg skal starte det her indlæg. Et indlæg, som søndagsangsten. Det har nok noget at gøre med, at Sociale Medier er et glansbillede og et endnu mere redigeret univers, end dengang jeg først begyndte - og det er også helt okay. For jeg elskede, at samle på glansbilleder, da jeg var yngre. Vi elsker alle at fordybe os i en verden, som måske ikke altid er ægte, men som kan tage os væk for en stund, fra dagligdagens sande realitet og det ikke altid sjove ansvar. Men på baggrund af glansbilledet der så fint er blevet opbygget, den forventning og standard der er blevet sat op for influencers, så ved jeg ikke om det her indlæg er passende. Om det faktisk fanger nogens interesse, om I læsere virkelig har lyst til at vide hvad der forgår, helt dybest inde, om I gerne ville lære mig bedre at kende eller om I egentlig hovedsageligt er her, for selv at flygte fra jeres egen søndags angst. Personligt har jeg egentlig aldrig haft lyst til, at skulle male et glansbillede. Det var aldrig min intention at skabe en falsk realitet, da jeg startede min blog. Jeg har altid gerne ville gerne vise at jeg også er et individ med gode og dårlige dage, en person som helt og aldeles er lige så menneskelig som dig, der læser med. Jeg vil gerne dele historien, som ligger bag glansbillederne. Jeg kunne havde lavet et indlæg, om hvor behagelig min lækre karmameju morgenkåbe er, hvor afslappende min ansigtsmaske gør mig, hvor meget den stimulerer mit sind og hvor dejligt det er, at solen skinner. Og så dejlige som alle de ting er, er realiteten bare at i dag, er en dag med søndags angst.

Hvis I har fulgt med i lang tid, så ved I også at depressionen altid har været min største fjende. Jeg har altid været åben omkring, hvad jeg har gennemgået og min åbenhed har altid fulgt med råd, som forhåbentlig har kunne hjælpe andre i samme eller en ligende situation. Men siden mor fik konstateret kræft, har angst også spillet en stor rolle, hvis ikke måske en større rolle end depressionen. Jeg siger en større rolle, fordi jeg stadigvæk ikke har lært, hvordan jeg kontrollerer angsten, som jeg har lært med depressionen. Lige nu, er det angsten der kontrollerer mig. Jeg kan huske da jeg var yngre og nogle af mine bekendte, snakkede om deres oplevelse med angst. Jeg var ignorant, uforstående og selvom jeg prøvede mit bedste på at være lyttende og imødekommende overfor deres problematikker, kunne jeg aldrig helt forstå hvad de gennemgik. Det er svært at være indlevende i noget, man ikke selv har mærket på sin egen krop. Men jeg kan dog huske at jeg forstod alvoren i det, og at jeg fandt det utrolig trist. Jeg var endda, ironisk nok - taknemmelig for, at jeg ikke selv havde stået ansigt til ansigt med angsten.

Jeg vil gerne være helt transparent med Jer - jeg fik mit første rigtige angstanfald, da jeg havde røget hash. Det var ikke fordi, at det var første gang jeg røg. Men det var første gang, efter en traumatiserende nyhed og jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor min krop pludselig reagerede så voldsomt og negativt på noget, der ellers dengang var en positiv oplevelse. Jeg kunne ikke trække vejret eller være i nærheden af mine venner, jeg måtte bare hjem og rejste mig og gik, uden at sige farvel. Siden da, kan jeg stadigvæk ikke finde ro i mit åndedræt og det er alligevel 4 år siden nu. Efterfølgende kom der en del voldsomme hændelser, jeg fik et voldsomt angstanfald i et tog, det var første gang jeg følte mig klaustrofobisk. Lidt senere, fik jeg et angstanfald, da jeg var til koncert, og så endda med et af mine yndlingsbands. Jeg måtte løbe ud fra koncerten, ud i den friske luft, så jeg kunne trække vejret ordentligt og så sad jeg bare og græd. Til sidst græd jeg ikke over angsten, men mere over, at jeg sad udenfor når det nu var meningen at jeg skulle stå indenfor og have the time of my life. Jeg har altid gået til koncerter og jeg har været i nogle ret intense mængder af mennesker og aldrig reageret på det før og pludselig følte jeg, at jeg ikke længere kunne genkende mig selv.

A0113E51-E154-4D31-BFEA-8AB2F205A5BC.jpg

Efter mor gik bort, har jeg ikke haft voldsomme angstanfald i sociale sammenhæng. Men jeg lever med en frygt så stærk, som jeg konstant er bevist om og som sidder i min mave, fra når jeg står op til når jeg går i seng. Jeg er hele tiden bange og jeg kan ikke sætte en finger på hvor følelsen stammer fra. Jeg kan slet ikke finde hoved og hale, i mit eget følelsesregister og min egen identitet. Jeg er bange for, at alt hvad jeg siger er forkert og alt hvad jeg gør, er forkert. Jeg overtænker alle situationer, overanalyserer alle ord, og hvordan de måske kunne være blevet misfortolket. Jeg er bange for at jeg ikke kommer til at udrette noget i mit liv, bange for at jeg forbliver ingenting. Og den ene frygt modsiger den anden, for jeg er samtidig blevet så tryghedsnarkoman, at jeg heller ikke tør prøve at kaste mig selv ud i noget. Jeg tør ikke udforske hvem jeg er og hvad jeg kan blive. Det der ordsprog som lyder noget lignende af: The More You Fear Something, The More You Should Do It - er lettere sagt end gjort, fuck det er altså svært. Men jeg er simpelthen så træt af, at lade frygten have kontrollen. Jeg er så pisse irriteret over, at jeg ikke længere er den person, der bare hopper ud i det og ikke er bange for, at falde fladt på jorden. Der var engang hvor jeg forstod, at hvis man gerne ville noget, så blev man nød til at hoppe. Jeg forstod at det var okay at falde, og at hvis man prøvede nok gange, ville man til sidst flyve. Jeg praktiserede det, jeg fejlede ofte men jeg endte altid i sidste ende, med at sejre. Måske var jeg bare ung og dum og en uvidende teenager som var forkælet nok, til at få som jeg ville have det. Men måske, havde jeg også fat i noget.

Jeg er begyndt at være små irriteret, på den person jeg så småt er ved at blive. Jeg bryder mig ikke rigtig om hende og hendes mentalitet. Så derfor er jeg faktisk gået igang med at tage kontrollen tilbage - eller det håber jeg da, at det er ved at ske. Man kan sige, det er et eksperiment. Jeg lærte med depressionen, at det tager tid at finde de rigtige værktøjer og det tager tid, at lære sig selv og sin depression godt nok at kende, til at kunne komme depressionen i forkøbet. Jeg tror på, at det lidt er den samme process med angsten, hvert fald for mit vedkomne og det jeg i virkeligheden skal gøre, er at finde mod til at udfordre mig selv nok til at jeg ved, hvad der i sidste ende hjælper mig bedst. Nu har jeg hvert fald påbegyndt den process, ved at kaste mig selv ud i, at skulle prøve Yoga. Jeg har samtidig også fået en del af mine venner, til at starte med mig. Det perfekte scenario, ville jo være at jeg gjorde det alene. Men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at lige meget hvor meget jeg ønskede det, var jeg ikke kommet afsted. Jeg er stadigvæk fyldt op med angst i kroppen, selvom jeg har en ven på hver side. Men de er virkelig et vigtigt redskab for min udviklingsprocess, og de gør det bare lidt lettere for mig at få jordforbindelse, når frygten begynder at tage overhånd. Lige nu er det vigtigste for mig at lære på ny, at jeg ikke dør, af at kaste mig ud i noget nyt og uforudsigeligt.